En del kritik har Ferraris California, journalister sagde at udviklingsteamet ikke havde ramt plet med affjedringen, at afdæmpningen savnede noget og at styretøjet var for langsomt. Om noget af kritikken objektivt er berettiget, kræver udtalelser fra mænd med markant mere baneerfaring, der er mere velbevandret i mærket end jeg, som kun har haft den udsøgte fornøjelse at være bag rattet i en håndfuld af deres biler. Min konklusion er, at jeg synes, at lyden og hele drivlinjen er intet mindre end fabelagtig og jeg mener, at det kræver en særskilt kræsen og erfaren mand ikke falde pladask for bilen fra Ferrari S.p.A.
Af Christian N. Raun
– EN RIGTIG FERRARI?
Skal jeg anvende et udbredelsesargument så taler det for sig selv, at det er den bedst sælgende Ferrari nogensinde. Med over 10.000 enheder rullet ud fra fabrikken kan det ikke være alle, der er enige med de skarpe tunger. For at bruge ekspertargumentation har jeg svært ved at forstille mig, omend han fik en klækkelige hyre, at Michael Schumacher ville have blåstemplet sin egen deltagelse i bilens tilblivelse hvis han ikke mente det. Han har fortalt, at bilen til trods for, at den er meget en Grand Tourer stadig er overraskende sportslig og sjov at køre i. Samtidig garanterer han, at den emotionelle påvirkning er leveres, som kun en rigtig Ferrari kan. Som pølsen i rosinenden vil jeg selv melde ind med, at det kræver en mere end gennemsnitligt meget berøring med deres mere hardcore modeller, og evner bag et rat som kun et ganske lille udsnit af befolkningen har, for ikke at blive direkte betaget når du nyder motoren med taget nede. Pininfarinas design af bagpartiet har også fået ord med på vejen, min største anke er udstødningsrørenes placering og at de, som for alt for mange i branchen, udelukkende er kosmetiske og ikke en del af det faktisk udstødningssystem.

Hornet sidder på selve rattet
Jeg er helt klar over, at det er en mildeste talt prekær overskrift, men den siger meget om karakteren af Ferrari California. Nok er den, den mest prismæssigt tilgængelige Ferrari i modelprogrammet fra Maranello, men det ændre ikke på, at den står på skuldrene af kæmper. Ferrari er nok et af klodens stærkeste brands og udover den enorme arv, der ligger bag den stejlende hingst er der også et DNA, der stammer helt tilbage fra dengang den legendariske Enzo
stiftede Scuderia Ferrari i 1929. Tilbage til hornet. Det sidder placeret, som det gør, sådan at du kan beholde hænderne i den optimale position på rattet mens du, på den lille snoede italienske bjergvej med blinde sving, kan gøre modkørende opmærksom på, at du kommer, hvis altså han måtte have overhørt motoren. Det er for mig stærk symbolik for den karakter, der er i bilen.
Med anerne fra en verden af racerløb var der en del skepsis, da en af denne verdens mastodonter præsenterede en bil, der er mere egnet på vejen end på banen. Som sløret blev løftet for modellen på Paris motorshow i 2008 var det på mange måder en første gang for Ferrari – første V8 frontmotor, første Ferrari med 7 trins dobbeltkobling og første model med stålfoldetag. Sidstnævnte var, da bilen kom ud det hurtigste i nogen bil med sine blot 14 sekunder fra coupé til cabriolet.

Motoren
Ja, den kræver ligefrem et helt afsnit for sig selv og jeg skal lige bede de knap så nørdede bære over med mig et par linjer frem. Omdrejningspunktet i en hver bil der triller ud af fabrikken, der dagligt realiserer drømme er naturligvis: motoren. F136 V8´eren findes, dog med tørsump, i 430 og 458, og er faktisk også delt med Maserati og kan findes i både GranTurismo og Quattroporte. Den umiskendelige lyd kommer af opbygningen med flad krumtap og lidt magi med afgangssystemet. Årsagen til denne opbygning er ikke lyden, selvom det næsten ville være nok i sig selv. Årsagen skal findes i det tidligere omtalte racer-DNA. Denne type konstruktion giver en langt mere omdrejningsvillig motor, da det sænker rotationsinertien og giver derved en markant mere responssiv motor. I den konfiguration her: F136 IB leverer den 4,3 liters motor (4,297 ccm) 460 HK og 485 Nm.
Nok om tal og snørklede mekaniske forklaringer, en motor som denne – skal opleves. Hvor meget jeg end forsøger at beskrive dens lyd, kan ord kun gøre den en ringe ære. Drej den lille manettino knap fra ”comfort” til ”sport” og lydbilledet ændre sig og dét ganske markant. Der er også et niveau mere, CST off, men da det valg efterlader dig uden opsyn fra de digitale barnepiger drejede jeg den ikke det sidste stykke af frygt for at løbe tør for talent i en lånt bil på offentlig vej.
Kommer du 20/30 % ned i gassen kvitter bilen med en lyd, der bringer et smil frem, der spænder fra øre til øre. Bilen udsender en symfoni af knitrende, raspede og metalliske skraldende mekanisk fortræffelighed, der synger over bakkerne i Nordsjælland da vejen bliver fri. Lyden er umiskendelig, det er en Ferrari, der endelige et nået arbejdsparat olietemperatur. På mest klichéramte vis ruller ordet ” bellissima” gennem mit hoved, for kort tid efter at blibe overdøvet af lyden fra endnu en voldsomt tilfredsstillende nedgearing, der sender omdrejningstælleren til vejrs kvitterer udstødningen med mere italiensk ørenfryd. Apropos gear, så er gearkassen et absolut mesterværk og dette har end ikke de sureste af kritikerne kunnet bestride. Både lydbilledet, reaktionstid-
en, og de fastmonterede aluminiums gearvælgere efterlader intet at ønske i min optik.

”En rød Ferrari”
Enzo Ferrari sagde, løst oversat ”Bed et barn tegne en bil og han vil ganske sikkert farve den rød” og det er da også den farve de oftest ses i. Jeg har dog altid elsket de købere, der uanset mærke og model vælger, at bestille en atypisk farve. At de tør bryde med ”kodekset” og bestille en blå Porsche, en sort Lamborghini eller som i det her tilfælde: en Grigio Silverstone gråmetal Ferrari. Kabinefarven: Tradizione Beige er også lidt mørkere og ses ikke så ofte, som den lysere beige kabinefarve. Jeg synes personligt at kabinen er helt fantastisk i forårs solen
Alt i alt en fantastisk oplevelse i den atypisk sammensatte Ferrari, som jeg blankt ikke kan genkende kritiske ord for og ja! – en Ferrari California er så bestemt ”en rigtig Ferrari”. Og hvem falder ikke for omgående for en Ferrari ?
Stort tak for lån af bilen til CAP Leasing, Bregnerødvej 125, 3460 Birkerød. https://capleasing.dk/